Susanne Eilersen - 1. viceborgmester i Fredericia og fhv. folketingsmedlem for Dansk Folkeparti

Ældrepolitik

Mad af ordentlig kvalitet

Frysemad, der opvarmes i en mikroovn. Rengøring hver 5. uge. Ingen garanti for at kunne komme i bad hver uge. Lyder det som noget for dig? Nej, vel? Sådan ser det desværre ud for mange ældre i kommuner, hvor ældreplejen nedprioriteres. Det værste er, at der ikke er tid eller plads til snak eller et kram. Nærværet er sparet væk.

Mange af vores plejehjem ligner sterile institutioner – der er ikke megen hjemlig hygge over dem. De ældre sidder ofte blot og kigger ud i luften, for der er ikke personale nok til andet end den basale pleje – hvis der overhovedet er tid til den – og omsorgen er der slet ikke tid til. Det er på ingen måde medarbejdernes skyld, for de løber stærkt nok, men de har ganske enkelt hverken tiden eller ressourcerne til at udføre deres arbejde optimalt.

Den digitale verden

Den digitale verden går hurtigt – for hurtigt for nogle af vores ældre medborgere. NemID og e-Boks er for mange en uoverkommelig udfordring. De kan selvfølgelig blive fritaget og modtage meddelelser med posten, hvis posten ellers kommer, inden de skulle havde været til undersøgelse på hospitalet eller andet. Så er der jo altid den kommunale Borgerservice, hvis den er åben, og de har tid. Ofte bliver borgeren alligevel henvist til en computer eller til at trække et nummer på en stander, hvilket for mange også kan være uoverskueligt. Med andre ord er borgerservicen på stærk retur i kommunerne, hvor alle må klare sig selv og udfylde en formular digitalt, hvis man har noget at klage over.

Ældrehjælp

Det er ikke alle ældre i Danmark, der kan få hjælp af venner og familie, når de har behov for det. Det er en trist sandhed, at det ikke er alle, der har den mulighed eller det netværk, der skal til for at få den hjælp, man har brug for. Skal vi fortsætte med at være en velfærdsstat, vi kan være stolte af, så skal det ikke afhænge af styrken af ens netværk, hvor meget hjælp, man kan få. Det skal udelukkende afhænge af, hvor meget hjælp, man har brug for.

Udbetaling Danmark og det generelt faldende niveau i den danske borgerservice er et levende bevis for centralisering og serviceforringelse for borgeren.

Derfor arbejder jeg for:

• at der bliver plads og tid til hjemlighed og omsorg på vores plejehjem og i hjemmeplejen.
• at borgerens møde med systemet skal være nemt og servicevenligt.
• et ensartet og godt serviceniveau for ældre i alle kommuner.

Udlændingepolitik

Parallelsamfund

Antal betyder noget, når vi taler om flygtninge og migranter. Der er kommet langt flere udlændinge til Danmark, end vi kan nå at integrere. Flere af dem, der kommer til Danmark, har ikke den vilje, der skal til for at blive integreret i det danske samfund. De bosætter sig i stedet i parallelsamfund, hvor de fortsætter med at leve efter hjemlandets regler og normer, der til tider er middelalderlige og sjældent forenelige med dansk demokrati, ligeværd, ytringsfrihed og lovgivning. Det kan ikke blive ved. Danmark skal blive ved med at være dansk. Så kommer man til Danmark uden ønske om at blive en integreret del af det danske samfund, så skal man helt simpelt ikke være her.

Danmark er en nationalstat, og det skal vi blive ved med at være. Jeg ønsker under ingen omstændigheder, at EU udvikler sig til en forenet nation. Det er fint at samarbejde om ting, der giver mening, men EU skal ikke diktere dansk politik, som vi ser i dag – det er jeg dyb modstander af.

Derfor er det også utroligt vigtigt for Danmark, at vi selv har fuld kontrol over, hvem der kommer ind i vores land – og hvem der kører ud igen. Det kræver en permanent grænsekontrol, som jeg mener, er et krav, vi skal stille til EU. Det har nemlig vist sig, at grænsekontrollen virker, både når vi snakker om at afvise migranter og sætte en stopper for menneskehandel, våbensmugling, narko og tyvebander.

Lokalt politi

Udover en permanent og robust grænsekontrol, har vi brug for at uddanne flere betjente. Vi skal have genetableret nogle af vores lokale politistationer, der er blevet nedlagt som et resultat af besparelser og centralisering. Politiet skal være mere synligt – også i provinsen og landdistrikterne.

Borgerne skal kunne regne med, at deres henvendelser til politiet bliver taget alvorligt, hvis de bliver udsat for tyveri, trusler eller andet. Især de erhvervsdrivende skal kunne føle sig mere trygge ved at henvende sig til politiet. I dag kan tyve nærmest gå ind og tømme en butik for værdier og roligt forlade stedet med favnen fuld af tyvekoster – for de ved udmærket godt, at det sandsynligvis ikke vil få nogen konsekvenser. Butikkerne har opgivet at anmelde tyvene, fordi politiet ikke kommer ud, før det er for sent. I private hjem er det næsten endnu værre med en yderst lav opklaringsprocent på indbrud. Det benytter de kriminelle sig selvfølgelig af.

Der skal langt hårdere straffe til, når folk begår kriminalitet imod deres medmennesker. Man skal kort sagt kunne mærke konsekvensen af at begå kriminalitet. Er den kriminelle ikke dansk statsborger skal det betyde udvisning fra Danmark. Desuden skal der langt større fokus på offeret for kriminalitet og dennes rettigheder samt mulighed for hjælp og erstatning. Det er et punkt, der langtfra får nok opmærksomhed i dag.

Derfor vil jeg arbejde for:

• at stoppe islamisering af det danske samfund og sige nej til religiøse særregler.
• et paradigmeskifte med fokus på hjemsendelser i stedet for integration.
• hårdere straffe til kriminelle og udvisning af Danmark, når den kriminelle ikke er dansk statsborger.
• permanent grænsekontrol
• langt mere fokus på ofrene for kriminalitet og deres muligheder for erstatning.

Socialpolitik

Kernefamilien er i opløsning, og familiemedlemmerne er stressede. Især småbørnsfamilierne er pressede. For eksempel på grund af, at begge forældre har lange arbejdsdage – måske endda langt fra hjemmet. Her spiller infrastruktur også ind, hvis man for eksempel holder i kø eller er forsinket grundet aflyste eller missede togafgange, og urets viser bevæger sig ubønhørligt imod daginstitutionens lukketid. Kort sagt: Mange børn afleveres tidligt og hentes sent i børnehave eller SFO. Det er ikke godt for hverken børn eller forældre.

De sociale mediers indtog, streaming TV og et hav af fritidsmuligheder har ændret familiemønstret kraftigt. Man sidder ofte i hver sit rum og ser TV, fordi alle vil se noget forskelligt, hvilket udelukker sunde samtaler og diskussioner om, hvad man ser på skærmen. Der er heller ikke længere det samme fokus på aftensmåltidet som et samlende måltid, hvor familien taler om dagen og de bekymringer, man måtte have. Nu spiser mange på forskellige tidspunkter på grund af uforenelige skemaer, hvor nogle går til sport eller andet, mens andre for eksempel har forskellige arbejdstider.

Konsekvenserne

Udover de sociale konsekvenser for familiens sammenhold og sammenhørighed, kan det også have den negative virkning, at man først (for) sent opdager, at ens barn eller ægtefælle ikke har det godt og har brug for hjælp. Børn eller unge i familien bliver måske mobbet i skolen, er ved at udvikle angst, får præstationsangst på grund af samfundets forventninger om høje karakter i skolen eller tror, at de ikke er noget værd i forhold til de glansbilleder, de ser på Facebook, Instagram og andre sociale medier af kammerater, der har succes – eller lader som de har det. Det hele kan måske ikke ordnes, hvis vi styrker familien, men meget kan bedres og opdages tidligere med løbende og konstruktiv samtale. Den skal der være plads og tid til i familierne.

Der er i dag heller ikke megen plads til folk, der er lidt anderledes. Dem der ikke kan tage de traditionelle uddannelser. De job, de før kunne håndtere, findes ikke i dag. Der er brug for, at vi genopfinder det rummelige arbejdsmarked, hvor flere virksomheder tager et socialt medansvar.

Derfor mener jeg, at:

• vi skal skabe uddannelser og job til folk, der er anderledes. De skal ikke bare parkeres på offentlig forsørgelse. I stedet skal de værdsættes for deres forskellighed.
• der skal skabes mulighed for flere job og uddannelser i provinsen og landdistrikterne.
• infrastrukturen og den offentlig transport skal prioriteres i provinsen og landdistrikterne.
• folkeskolerne skal beskæftige sig langt mere med trivsel.
• der skal oprettes en Familietelefon, på lige fod med Børnetelefonen, hvor forældre kan ringe og få anonyme råd og vejledning, hvis det brænder på i familien.

Sundhedspolitik

Vores sundhedssystem trænger til nytænkning. Det skal organiseres på en anden måde, for som det er nu, fungerer det på ingen måde optimalt. Derfor er det godt, at der i regeringens udspil til en ny sundhedsreform lægges op til, at regionerne nedlægges som politisk organ.

Det kan forhåbentlig stoppe den ansvarsfralæggelse og -forflytning, vi har set i sundhedsvæsnet de seneste år.

Hver gang der dukker et større problem op, eller der sker store fejl, har sundhedsministeren utrolig travlt med at fremhæve, at ansvaret ligger i regionerne, der har selvstyre og drives forskelligt. Samtidig har regionsformændene mindst lige så travlt med at skyde skylden på staten, fordi de ikke sender flere penge. Det er borgerne ikke tjent med. De har brug for et stabilt og robust sundhedsvæsen, hvor de kan regne med ensartet behandling af høj kvalitet, uanset hvilken region de er bosat i.

Vores sundhedsvæsen

Det er selvfølgelig vigtigt, at vi har specialiserede sygehuse, der kan levere en høj faglig ekspertise, hvor vi alle kan være trygge – og overlevelsesraten er høj. Det er vi som patienter villige til at køre langt efter. Men når det drejer sig om den borgernære sundhed, er det vigtigt, at den er så tæt på som muligt. Især når vi snakker om borgere med en kronisk sygdom som KOL og diabetes, der kræver kontinuerlig kontakt med sundhedsvæsnet.

Det er vigtigt, at der er ens standarder for vores sundhedsvæsen. Derfor er jeg tryg ved, at det er staten, der fastsætter dem. Derved placerer vi også det fulde ansvar ved sundhedsministeren, der fremover ikke kan kaste ansvaret videre. Det er godt for borgerne.

Efter at regeringen fremlagde deres udspil til en ny Sundhedsreform, har der fra pressens side kun været en ensidig udlægning. De har kun haft fokus på nedlæggelse af Regionen, og hvordan det vil føre til centralisering. En centralisering der, i deres optik, vil føre til endnu flere lukninger af institutioner og sygehuse. Mediernes udlægning af denne centraliseringstendens har gjort, at det ikke er alle, der har opdaget, at en stor del af regeringens udspil reelt omhandler decentralisering. Sundhedsreformen skaber nemlig en mulighed for, at kommunerne kan komme meget mere i spil. Det er ensbetydende med, at endnu flere sundhedstiltag og kompetencer placeres tættere på borgeren. Det håber jeg, at flere vil få øjnene op for. Jeg er nemlig særligt tilhænger af netop disse decentraliseringstiltag, da jeg ser det som en reel mulighed for, at borgerne kan få enten borgmesteren eller formanden i sundhedsudvalget i tale.

I dag er der langt fra borger til politiker. Det er ikke mange, der kender de politikere, der sidder i Regionsrådene, og derfor er det svært at få dem i tale. Det skal der laves om på, så der bliver kortere afstand mellem borger og beslutningstager.

Mental helbred

Stress og psykisk sygdom er eksploderet de seneste år, derfor skal vi blive langt bedre til at håndtere og behandle borgere, der har en psykisk lidelse. Samfundet skal desuden acceptere psykiske sygdommen på lige fod med de fysiske – altså somatikken.

Forebyggelse skal være et kernefokus, når det drejer sig om psykisk sygdom. Vi skal blive langt bedre til at forhindre, at især børn og unge bliver ramt af psykiske lidelser – særligt for de unge, der har ondt i livet og derfor er mere udsatte. Får vi ikke hjulpet i tide, vil den unge lide under det og typisk vil manglende uddannelse, job og dårlig sundhed følge dem resten af livet. Det kan vi ikke være bekendt.

Derfor ser jeg frem til og vil kæmpe for:

• en ny struktur, hvor hovedansvaret ligger hos sundhedsministeren for at sikre et ensartet sundhedssystem over hele landet og mere sundhed helt tæt på borgeren.
• at vi får udlignet uligheden på sundhedsområdet.
• at der bliver sat lighedstegn mellem psykiatrien og somatikken.
• at der bliver gjort en særlig indsats for unge med ondt i livet.

Samfundspolitik

Vi ser desværre i disse år en stigning i mistilliden til systemet i et Danmark, hvor borgere oplever, at de hele tiden skal slås imod systemet for at få det, de mener, de er berettigede til.

Vi ser det for eksempel i borgerens møde med Jobcentrene, hvor den ene problematiske sag efter den anden dukker op, hvor flere sager behandles i Ankestyrelsen, og mange flere sager hjemvises til kommunerne grundet fejl.

Meget syge borgere skal slæbes gennem det ene ressourceforløb efter det andet. Selvom der foreligger speciallægeerklæringer på, at de er syge, bliver disse underkendt af rehabiliteringsteamet. Det er uværdigt for et land, der bryster sig af at være en velfærdsstat.

Der er også mennesker, der har arbejdet hårdt i mange år og alligevel skal slæbe sig afsted i sit livs efterår, inden de kan gå på pension. Det er dybt urimeligt. Selvfølgelig må der kunne dispenseres, når en borger nærmer sig pensionsalderen, og det kan dokumenteres, at borgeren har arbejdet hele sit liv med et nedslidende arbejde.

Den måde vi taler til hinanden

Samfundstonen er generelt blevet meget hård og rå – både på arbejdspladserne og på nettet. Respekten for andre mennesker er væk, og vi er blevet mere selvcentrerede. Flere og flere har et ekstremt fokus på ikke selv at blive snydt, og at naboen nu ikke får end større bid af kagen, end vi selv gør. Jeg er bange for, at vi er ved at blive et meget materialistisk og egoistisk folkefærd. Den udvikling vil jeg kæmpe med næb og kløer for at vende, så vi igen kan få et Danmark, hvor der er plads til alle. Unge såvel som gamle med alle vores forskelligheder.

Det ulige Danmark

I dag er uligheden mellem arbejderklassen og direktøren blevet større, og det er vel at mærke bankdirektører, direktører i sundhedsvæsnet og offentlige ansatte i forvaltninger eller ministerier. Alle sammen folk, der arbejder for vores velfærdssamfund.

Nogle lønninger har taget himmelflugten, mens andre er stagneret. Direktører og andre store stillinger inden for det offentlige har sørget for dem selv først, hvilket har øget uligheden i løn for offentlige ansatte. Hvis disse direktører fratræder deres stilling eller bliver fyret, fordi de ikke har gjort deres job godt nok, belønnes de endog ofte med store fratrædelsesbonusser. Det værste er, at hvis man i de offentlige topstillinger laver store fejl med alvorlige konsekvenser, har det som oftest ingen konsekvens udover en eventuel fyring. Til trods for, at det er hele Danmarks system og velfærdsstat – og dermed borgerne – der bøder for sådanne fejl.

Derfor arbejder jeg for, at:

• store lønstigninger og gyldne håndtryk til direktører i det offentlige skal stoppes.
• nedslidte, der nærmer sig pensionsalderen, skal kunne gå tidligere på pension.
• speciallægeerklæringer skal tages alvorligt, og respekten for det enkelte menneske skal tilbage på Jobcentrene.

Hvis Danmark skal fortsætte med at ligge højt på skalaen over verdens lykkeligste folk, kræver det, at vi sammen lægger egoismen lidt på hylden og får respekten for hinanden tilbage. Det gælder også den gensidige respekt, der må og skal være mellem borgerne og det danske system for, at det kan fungere. Staten skal tro mere på borgeren, og borgerne skal ikke snyde systemet.

Jeg vil bevare sammenhængskraften i vores dejlige Danmark, og jeg ønsker vækst og velfærd – også i Syddanmark, der er mit særlige virkeområde.

Indrigspolitik

Et opdelt danmark

De seneste år er der sket en folkevandring fra provinsen og landet til de store byer. Og det er ikke kun mennesker, der har flyttet sig. Vi har set en centralisering af sygehuse, politi, skole, alle former for uddannelser, statslige arbejdspladser og erhvervsvirksomheder. Når disse vigtige funktioner efterhånden kun ligger i de store byer, kan det næppe undre, at mange mennesker følger med.

Men denne centralisering har svækket sammenhængskraften i vores lille land, når stadigt flere flytter fra de små byer til de større byer. Der er mangel på forståelse for og viden om, at livet leves anderledes andre steder – ikke bedre eller dårligere. Det gælder både, når byen taler om provinsen og omvendt. Det er blevet en kamp om ressourcer i stedet for gensidig opbakning og forståelse for, at der er brug for os alle.

Alle skal hjælpe til

Fællesskabsfølelsen og enigheden om, at de bredeste skuldre bør bære de tungeste byrder, er under pres. Der er ikke længere den samme vilje til at dele ud af pengene. Kommunerne er et godt eksempel på dette. De er blevet dem selv nærmest og kommunal udligning er efterhånden blevet et skældsord.

Det er de ufaglærte og dem på overførselsindkomst, der bor i provinsen, mens de rige og højtuddannede bosætter sig i de store byer. Sådan tror jeg efterhånden, at de fleste ser den overordnede fordeling. Fakta er, at det billede, vi ser, er et resultat af det, der kaldes ”social eksport”. Borgere på overførselsindkomst flytter fra de større byer, hvor huslejen er høj, til provinsen, hvor det er nemmere at finde en billig bolig. Men der følger ofte en tung velfærdsudgift med disse borgere, og det tvinger mange mindre kommuners økonomi i knæ, og de får dermed svært ved at levere en ordentlig velfærd til deres borgere.

Et Danmark i Balance

Hvis vi skal vende denne udvikling – eller som minimum begrænse den lidt – er det en forudsætning, at der sættes fokus på infrastrukturen. Det gælder både motorveje samt gode bus- og togforbindelser. Det kan nemlig hjælpe i forhold til at få virksomheder til at etablere sig uden for de store byer, hvis det er nemmere at komme til yderområderne. Det kan også være med til at få borgere til at blive boende i landdistrikterne, hvis de får mulighed for nemt at kunne transportere sig til et job, der måske ikke ligger lige rundt om hjørnet.

Derudover har vi brug for, at de videregående uddannelser igen bliver fordelt over hele landet. Det kan hjælpe flere unge til at få en uddannelse og blive boende i lokalområdet. Mange bliver nemlig boende i uddannelsesbyen efter afsluttet uddannelse, da det ofte er i de år, man begynder at slå rødder. Det er i de år, hvor de unge uddanner sig, at de etablerer sig med familie og venner. Derefter er de ikke længere så mobile, og det er meget svært at overtale dem til at flytte tilbage til lokalområdet igen.

Jeg er optaget af, at vi bevarer og styrker ”Et Danmark i Balance” og vores fælles sammenhængskraft. Værdier, der lige nu synes at smuldre mellem vores hænder, mens en ”mere vil have mere”-filosofi vinder frem.

Derfor arbejder jeg for:

• bedre infrastruktur i landdistrikterne og i provinsen.
• at videregående uddannelser fordeles jævnt over hele landet.
• udflytning af flere statslige arbejdspladser.