Der har været alt for mange historier med bestyrelser for kommunale forsyningsselskaber, der har brugt skatteydernes penge på luksusrejser til studieture og rejser i udlandet.
Dagbladet Politiken lavede på et tidspunkt en gennemgang af 45 kommunalt ejede forsyningsselskabers rejseaktivitet, som afdækkede, at der var blevet brugt bunker af penge på luksushoteller, rejser på businessclass og dyre middage. Der var sågar et eksempel på en regning fra en stripklub i Las Vegas.
Alt sammen noget, som skatteyderne betaler for. Det er ikke en ansvarlig brug af borgernes penge. Selvfølgelig må man tage på studietur og blive klogere på, hvordan man gør tingene i andre lande, når det er relevant. Men der må være rimelighed i tingene.
Der findes i forvejen et regelsæt for byrådsmedlemmers rejser, som er noget mere fornuftigt og rimeligt. Jeg mener, at tilsvarende, mere sparsommelige regler også bør gælde for forsyningsselskaber.